Eventyrcaféen på Christiania er et kulturelt åndehul
for
både for børn og voksne. Som på alle andre steder i
fristaden er man selv med til at fastlægge rammerne.
Det er søndag eftermiddag, og boderne i Pusherstreet har
slået skodderne fra. På udstillingstavlerne ligger diverse
former for "stærk tobak". Den hjemmedyrkede hamp hænger
fra kroge i loftet, og flere af de tilstedeværende ligner nogen,
der har afprøvet varerne.
Inde i mit hoved er jeg ved at finde pædagogiske forklaringer,
hvis ungerne skulle spørge. Men de har mere travlt med at
holde øje med de store hunde end undre sig over det relativt
smalle udvalg i de mange udsalgsboder. Desuden er de også
bevæbnet med hver sin "Maxi"-is fra købmanden og har
derfor lige nu ikke antennerne ude efter mere søndagsguf. Min
bekymring var overflødig og børnenes barnetro intakt, da
vi
åbnede døren ind til Eventyrcaféen.
Og trådte ind i en anden verden.
Christianias børneteater beskrives bedst som en hule.
Dagslyset er holdt udenfor, men projektører og lamper
oplyser de farvestrålende dekorationer og får blomsterne i
loftet til at lyse.
Midt i rummet hænger en hængekøje og kalder på
ungerne,
der lynhurtigt har smidt støvler og jakker og vil gynges.
Når man ligger ned, kan man se den farvestrålende drage i
loftet og slangen, der slynger sig op ad en stolpe.
Hængekøjens anden stolpe er et kunstfærdigt udskåret
fabeldyr, som - får vi senere at vide - stammer fra den gamle
christianit og billedkunstner Bent, der i 1979 blev
børneteatrets første leder.
På opdagelse
Henne i hjørnet sidder Nulle og laver hånddukker. Væggene
er dækket af dukker, og nye kommer stadig til Nulles
samling. Hun er alene og bliver glad for at få selskab.
Fremmødet i Eventyrcaféen svinger meget, siger hun. Nogle
dage er der næsten fyldt op, mens nogle weekender spænder
stille af som denne dag.
Vi køber en kop kaffe (går uden om chokoladekagen, der
ellers ser virkelig lækker ud) og økologisk saft til børnene
og
slår os ned, mens drengene går på opdagelse.
Det er altid spændende at se, hvordan man kan bruge et nyt
sted, og der er meget at kigge på her, hvor der rundt langs
væggene er udstilling af fremmedartet legetøj.
Da børnene beder om papir og farver, hiver Nulle det frem
fra hylden. Senere tryller hun også noget ler frem, som begge
drengene kaster sig begærligt over. Nulle fortæller, at det
er
et tilfælde, at hun har ler. Det stammer faktisk fra jul og er det
sidste i pakken.
Nulle er uddannet pædagogmedhjælper, men det kan hun
ikke bruge til noget her, hvor det hele drejer sig om
spontanitet og kreativitet. Hver anden weekend sidder hun
her og hjælper børn, der gerne vil lave dukker. Og da en
nordmand træder ind med to syvårige piger, får vi syn
for
sagen. Det er lige noget for dem. De klistrer pels og hår og tøj
sammen, sætter øjne på og får deres helt egen
dukke frem af
de fremlagte materialer.
Scene, café og værksted
Så dukker Anders Shagembe Jørgensen op med sin lille
datter Marie. Hun er to år og kravler straks op på Nulles
skød og hjælper hende med den langhalsede struds, der har
fået kunstfærdige fjer på.
Anders Shagembe Jørgensen er også én af drivkræfterne
bag
Eventyrcaféen. Han er formand for børneteatrets syv mand
store bestyrelse, og hver anden uge er det ham, der står for
underholdning og aktiviteter. For ca. tre år siden
reorganiserede man børneteatret og skabte cafékonceptet,
der favner både scene, café og værksted.
»Idéen er, at der skal være plads til, at forældre
og børn laver
noget sammen. I hverdagen er vi isolerede i hver vore
grupper, men her kan man arbejde i værkstedet sammen, eller
deltage i sange og fortællinger sammen. Her skaber vi nogle
fælles referencerammer.«
Afrikansk dans og legetøj
Anders har i snart 20 år optrådt med afrikansk trommedans
og afrikanske fortællinger ude omkring i daginstitutioner og til
festivaler. Faktisk lige siden han som ganske ung var på
sommerlejr med Mellemfolkeligt Samvirke og så en flok
voksne blegansigter danse rundt til afrikanske trommerytmer.
Fascinerende og komisk på samme tid, husker han.
»Efter et par dage fik jeg taget mod til mig, og så var jeg
simpelthen solgt. Det gik lige i blodet,« siger han.
Siden er det blevet til tre kulturudvekslingsture til Tanzania,
hvor han i 1987 tilbragte fire måneder i en landsby hos
Sukuma-stammen for at lære deres rituelle danse nærmere at
kende.
I 1995 resulterede en Afrikafærd i, at han i dag er tanzaniansk
gift. Hans kone er danser og tager rundt med en professionel
tanzaniansk dansetrup. Selv arrangerer han workshops og
foredrag, temaprojekter og udstillinger af verdenslegetøj.
Egentlig var der tale om genbrugslegetøj fra Afrika, som han
havde taget med hjem fra sine rejser. Men efterhånden er
interessen vokset til at inddrage legetøj fra hele verden.
Noget af legetøjet er udstillet her i Eventyrcaféen, andet
har
han i sin "magiske kuffert", som han tager med rundt til
inspiration på sine workshops. Også dem, han har hver anden
weekend her i Eventyrcaféen.
De weekender, hvor Anders bestyrer Eventyrcaféen, starter
han altid med afrikansk trommedans for børn og voksne. Det
er det eneste, som er fastlagt på forhånd. Ellers er der
fortællinger og genbrugsværksted i den rækkefølge,
det
passer de tilstedeværende børn.
Arbejdet i Eventyrcaféen er gratis og frivilligt. De to ildsjæle
tjener kun det, der er i "hatten", når dagen er omme. Dog
tager Anders entré på 30 kroner til den afrikanske
trommedans.
Der findes en bagvej
Vi når lige at få en afrikansk fabel med om, hvordan løven
lærte at brøle, inden vi lægger alle vore mønter
i "hatten" og
bevæger os ud af hulen til vandpytterne og de store hunde.
Og i øvrigt opdager, at man kan tage "bagvejen" hen til
børneteatret (fra Refshalevej), hvis man ikke er tryg ved at
trække ungerne gennem Pusherstreet.
Hjemme på reolen står nu en lerelefant med vinger og vidner
om, at alt kan lade sig gøre, hvis blot der er nogen, som tror
på det.
- - - - - - - - -
Børneteatret har åbent hver lørdag og søndag
mellem kl. 12
og 17. Afrikansk trommedans dog kl. 11-11.50 i lige uger.
I lige uger har Anders Shagembe Jørensen workshops med
afrikansk trommedans, fortællinger og værksted med
genbrugslegetøj.
I ulige uger sidder Nulle og laver hånddukker og giver måske
en forestilling i dukketeatret, der også er åbent for børnenes
egne forestillinger.